Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Ja, Fakta-sag var ude af proportioner

Kristian Hegaard (R), formand Handicaprådet.

Jeg blev ked af at læse Henrik Sidneys indlæg i Uge-Nyt d. 5. december. Særligt fordi jeg fornemmer vi er helt enige. Fakta-sagen var ude af proportioner. Problemet var, at Faktas kommunikationsdirektør understøttede Ekstrabladets oprindelige historie.

Dagen efter gav Fakta-bestyreren et andet billede af sagen, som reviderer kommunikationsdirektørens udtalelser. Det satte sagen i et helt andet lys.

Så snart jeg blev bekendt hermed, ændrede jeg også mine udtalelser. Derfor blev jeg i Frederiksborg Amts Avis d. 30. november citeret for, at det er min opfattelse, der ydes ganske god service i Fakta i Nivå Center. Siden har mange af os også læst et Facebook-opslag fra salgsdirektør i Fakta Jens Romunstad, der bekræfter dette.

Jeg har intet imod at blive kritiseret. Det skal man tåle som politiker. Lige i dette tilfælde, synes jeg dog ikke det er berettiget. Jeg har ikke kritiseret et helt handelsliv og artiklen var blevet skrevet, hvad enten jeg udtalte mig eller ej. Det eneste jeg kritiserede var en enkeltstående episode, som efterfølgende af Ekstrabladet og Faktas kommunikationsdirektør har vist sig ikke var beskrevet tilstrækkeligt præcist.

Det blev heldigvis revideret efterfølgende. Blandt andet af den gode lokale Fakta-bestyrer i Nivå. Jeg glæder mig over de engagerede medarbejdere der er overalt i Nivå Centeret og den service, der ydes.

Henrik Sidney er meget velkommen til at byde på en kop kaffe, så vi kan få talt os varme om den klare enighed, jeg synes vi har. Uanset hvad, ønsker jeg god jul og anbefaler alle at lægge adskillige juleindkøb i Nivå Centeret.

Publiceret: 06. December 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt