Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Et ubeskriveligt svineri af åndsløse valgplakater

Af Sven-Erik Eriksen, Fasanvænget 469, Kokkedal:

Så er valget overstået, og vi er tilbage i roligt gænge. De store valgløfter er lagt på hylden, og der er fred og ro i de næste 4 år for de heldige, der blev valgt.

Og endnu en gang har vi andre oplevet det ubeskrivelige svineri af åndsløse valgplakater som har forurenet vore lokalområder i tiden op til valget.

Underlige ansigter, man aldrig har hørt om med mærkelige, tåbelige, intetsigende udtalelser, der henleder tanken på “medvind på cykelstierne” o.l., og plakater, der tydeligvis har været igennem et eller andet partis designmaskine, der angiver skrifttyper, farver og størrelser på dette og hint.

Mon disse plakater overhovedet flytter så meget som en eneste stemme undervejs, det er jeg overbevist om at det IKKE gør.

Og hvor kunne de enorme summer, der bruges på denne håbløse forurening dog gøre gavn andre steder med “varme hænder”, sundhed og børnevelfærd.

Kunne de kære politikere dog ikke finde andre og mere direkte måder at få vælgerne i tale på end på denne forældede, håbløst tåbelige måde. Hvis en politiker mødte mig ansigt til ansigt, og gav noget af sig selv i stedet, ville jeg da få et bedre indtryk af vedkommende end at se ham/ hende flagre på en intetsigende plakat på en mast på vej til eller fra min bolig.

I valgkampen oplevede jeg dog en positiv ting. En aften ringede det på døren og udenfor blev jeg mødt af vores borgmester og en lokal kandidat. Vi havde en pæn lang snak om alt andet end politik, men det var da en meget hyggelig og nærværrende måde at møde et par kandidater på, og langt mere givende end at se de samme mennesker på plakater hist og her.

Og nu hvor det hele er overstået, skulle det hele være pillet ned igen, og det er (næsten) tilfældet. Men alligevel har man glemt en ikke uvæsentlig del.

Den 30-11 kørte jeg fra Fasanvænget til Hørsholm, og kunne hele vejen - på træer og master - se rester af “anonyme” plasticstrips, der har holdt disse valgplakater. Hvem skal pille dem ned?

Og er det ikke en ret så betragtelig miljøbelastning, vi her taler om?

Jeg er IKKE medlem af nogen vælgerforening, og bekender mig ikke til nogen specifik trosretning på det politiske område, men jeg er tæt på at ville faldbyde min livslange støtte til den første politiker eller det første parti, der vil totalforbyde det svineri vi oplever med intetsigende valgplakater hver gang vi har et valg på vej. Hvor er det dog ynkeligt at se hvor vi sviner med gode midler til meningsløse budskaber, der kunne være brugt på fælles velfærd i stedet for.

Publiceret: 01. December 2017 14:45
Leveret af Ugebladet
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt