Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Et planmæssigt fejlskud

Niels Conradsen, Myremosevej 5, og Per Koch, Damgårsvej 99, G/F Damgården Nivå

Fremtidens Fredensborg er på mange områder en rigtig god plan for os, som er glade for at bo i Nivå. Den er også nødvendig, da det er tydeligt, at Nivå som by- og boligområde mister sin attraktivitet med færre aktiviteter, mindre handel og udflytning af opgaver, som varetages af kommunens virksomheder.

Fremtidens Fredensborg siger: “Nivå ligger som en enestående grøn og naturrig perle med mange tilbud til den aktive familie og med en bykerne, som understøtter det aktive foreningsliv, men også handel med mere.” Det er det godt udgangspunkt. Derimod kan vi ikke se, hvordan denne vision understøttes af udlægning af ny byzone – ved Nordvej/Damgårdsvej. Længst væk fra center og station. Tværtimod, det er et planmæssigt fejlskud, og det berørte område bør bevares som landzone.

Det nordlige beboelsesområde i Nivå grænser op til den grønne kile, som går fra Øresundskysten over Lave og Dageløkke Skove til Langstrup Mose. En del af den grønne kile er også den fredede Myremose. Det er et stort og naturskønt område, som det er vigtigt at bevare eller endnu bedre udbygge. Dette var da også planen, da den nordlige bebyggelse i Nivå blev gennemført i 1980'erne.

En udbygning af den grønne kile vil netop understrege Nivås status som naturby. Dette var netop den oprindelige planlægning for området, som mange beboere i området har købt boliger i tillid til. De planer fremgår både af den oprindelige fingerplan og l okalplan L03 fra Fredensborg Humlebæk Kommune. Her er arealerne mellem den grønne kile og beboelsesområderne udlagt til offentligt friarealer, og vejene er anlagt uden belysning for at kunne indgå i et naturområde.

Udbygning af Nivå bør ikke basere sig på nybyggeri af ganske få parceller på det område i Nivå, som ligger længst væk fra station og center. Øget aktivitet i Nivå bør naturligt være baseret på udbygning i form af nye boliger nær center og i stationsnære områder.

Publiceret: 27. Juni 2017 20:45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere