Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Bevar Bannebjerggård

Bo Hilsted (S), kandidat til KV17

På vælgermødet på Humlepubben kunne det lyde, som om det var vedtaget at flytte Bannebjerggård op til Humlebæk Idrætscenter. Det er helt forkert. Der er afsat 200.000 kroner til en forundersøgelse.

Jeg mener - og har hele tiden ment - at det er en umanerlig dårlig idé at flytte dette dejlige anlæg, selv om der i byudvikleres optik ligger mange gode byggegrunde her.

For det første bliver det umanerligt dyrt at etablere et nyt anlæg med kunstgræsbaner, græsbaner, lysanlæg, klubhus med omklædningsrum etc. Det kan hurtigt løbe op i 40-50 millioner kroner, hvis man ikke vil spise foreningen af med otte hjørneflag og fire fodboldmål.

For det andet betyder det, at man æder endnu mere af Humlebæk Syd, det dejlige område, vi er nogle, der kæmper for at bevare. Etableringen af plejecenteret var det første skridt, der skal ikke tages flere.

Og endelig er Bannebjerggård et af byens grønne åndehuller ligesom området ved Humlebæk Skole, hvor hal, skole, institutioner og plejehjem udgør et hele, der adskiller os fra en søvnig, tæppebebygget provinsby.

Og de grønne områder går jeg til valg på at bevare!

 

Publiceret: 15. November 2017 17:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere