’I får ikke mit had’ fra 2016 er en erindringsroman skrevet af Antoine Leiris, der mistede sin kone ved terrorangrebet på Bataclan i Paris. Pressefoto
’I får ikke mit had’ fra 2016 er en erindringsroman skrevet af Antoine Leiris, der mistede sin kone ved terrorangrebet på Bataclan i Paris. Pressefoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Antoine Leiris: ’I får ikke mit had’

Selvom denne lille erindringsroman er læst på en eftermiddag, bliver den siddende i kroppen længe efter. Subheader

Anbefalet af Nynne Jakobsen, Fredensborg Bibliotekerne

Antoine Leiris' 'I får ikke mit had' er en lille sag på godt og vel 120 sider.

Det er en erindringsroman skrevet af den franske journalist, kulturanmelder og forfatter Antoine Leiris, der i november 2015 mistede sin kone og moren til deres 17 måneder gamle søn, Melvil, under terrorangrebet på spillestedet Bataclan i Paris.

Romanen strækker sig fra aftenen, hvor den frygtelige sandhed går op for Antoine, til hans besøg på retsmedicinsk for at se Hélène og frem til hendes begravelse.

Efter terrorangrebet skriver Antoine et brev til de skyldige på Facebook. Opslaget bliver delt og læst af tusindvis, og her er en lille smagsprøve:

“Fredag aften stjal I et usædvanligt menneskes liv, mit livs kærlighed og moren til min søn, men I får ikke mit had. […] Vi er kun to, min søn og jeg, men vi er stærkere end alverdens hære. I øvrigt kan jeg ikke bruge mere tid på jer, jeg skal tage mig af Melvil, som er ved at vågne fra sin middagslur. Han er knap sytten måneder gammel, han vil spise sit mellemmåltid ganske som han plejer, bagefter skal vi lege ganske som vi plejer og gennem hele sit liv vil denne lille dreng trodse jer alene ved at være glad og fri. For nej, I får heller ikke hans had.” (s. 53-54)

Det særligt sorgfulde, der i al sin enkelhed nærmest bliver poetisk, findes i Leiris' simple, usentimentale sprogbrug.

Og jeg tror netop, at denne sprogbrug er én af årsagerne til, at hans skriftlige erindringer er så fuldstændig fantastiske.

I skrivende stund har jeg læst den tre gange, og hver gang tager den mig med gennem hele følelsesregistreret. Bogens helt særlige greb findes nemlig i dens paradoks: Den er skrækkeligt sorgfuld og livsbekræftende på samme tid.

Læs den igen og igen, og bliv mindet om, hvor skrøbeligt livet kan være, og hvor stærke vi mennesker trods alt er!

Publiceret: 10. Juli 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!