Der er ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet, når man skal finde de bedste lakridskugler med chokoladeovertræk. Foto: Kristian Brasen
Der er ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet, når man skal finde de bedste lakridskugler med chokoladeovertræk. Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anthon Bergs lakridskugler er bedst

De bedste lakridskugler med chokoladeovertræk har godt bid og fantastisk harmoni. Taberen mangler smag

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Sådan skal lakridskugler med chokolade smage

De skal både smage af chokolade og lakrids. De skal ikke være for hårde eller for bløde, men må gerne have et hårdt bid, som aftager, når man kommer ind i midten.

I år er det 10 år siden, Johan Bülow satte sine lakridskugler med chokoladeovertræk og lakridspulver i produktion. Siden er både supermarkedskæder og chokoladeproducenter gået ind i kampen om at trille de bedste kugler.

I denne uges smagstest skal Michael René, lektor på Professionshøjskolen Metropol, og hans kollega Preben Vestergaard bedømme otte bud på kombinationen af chokolade og lakrids, der i generationer har været en klassiker på Island.

“Jeg er forelsket. De dufter godt, har en god smagsbalance og er lette at tygge,” udbryder Preben Vestergaard, da han skal beskrive Irmas lakridskugler.

Michael René roser intensiteten i lakridsen:

“Der er mere smag i lakridsen i midten end i pulveret udenpå. Det er en kvalitet, fordi lakridsen hverken overskygger eller drukner i chokoladesmagen.”

Den store kærlighed

De to dommere uddeler uden tøven fem stjerner til lakridskuglerne, som Sv. Michelsen har produceret for Irma, men det er Anthon Bergs kugler med saltlakrids, mælkechokolade og lakridspulver, der for alvor vækker begejstring hos Preben Vestergaard.

“Jeg er ikke bare forelsket – det her er ren kærlighed. Der er fantastisk harmoni, man kan smage lakridsen hele vejen igennem, og chokoladen er ikke for sød,” lyder hans beskrivelse af kuglerne, som scorer det maksimale antal stjerner.

Krakelerede kugler

Fire af varianterne scorer fire stjerner, mens to ender med tre stjerner, hvilket er det laveste antal stjerner i denne test.

Smagsmæssigt fejler House of Denmarks salmiaklakrids med mælkechokolade og lakridspulver, som sælges i Aldi, ikke det store, men de halter i udseendet, da chokoladen er krakeleret, og i biddet i lakridsen.

“Jeg fik en meget sej lakrids. Det trækker også ned, at de er gået i stykker. Hvis det er det syn, man generelt møder, når man køber dem, er det ikke godt,” siger Preben Vestergaard.

“De er mere kantede end de andre i testen, og måske går de derfor lettere i stykker, når de ligger i bøtten,” siger Michael René.

Mens kuglerne, som Sv. Michelsen producerer for Irma, skabte amoriner i luften, efterlader kuglerne med glutenfri lakrids og flødechokolade, som chokoladefirmaet selv har på hylden, ikke det store indtryk.

“Lakridsen smager af børnelakrids, og generelt er kuglerne meget nedtonede i smagen. For folk, der ikke har prøvet kombinationen af lakrids og chokolade før, er det en god starter, men den mangler smag,” siger Michael René om kuglerne, der ender sidst i skemaet.

Publiceret: 09. September 2017 06:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Uge-Nyt

ANNONCER
Se flere