"Solo" er det sjette bind i serien om Axel Steen, som er skrevet af den prisvindende forfatter Jesper Stein

Romanfigur skal en tur i afgrunden

Krimiforfatter Jesper Stein har atter sat sin populære romanfigur Axel Steen stævne i ny roman

Af
Camilla Wahlgreen

roman ”Jeg har prøvet at være god ved ham, give ham lidt ro og lykke, en kone og en villa, men så syntes jeg alligevel, det hele blev lidt for rosenrødt, så jeg sendte ham en tur ned i afgrunden."

Forfatter Jesper Stein har skrevet en ny spændingshistorie med Axel Steen som hovedperson. 'Solo' er titlen på sjette bind i krimiserien.

"Jeg glæder mig altid til at se Axel igen, han overrasker mig altid med nye sider af sin personlighed og i Solo er han et helt uprøvet sted i sit liv. Det er udfordrende," siger Jesper Stein om arbejdet med bogen.

Indvandrer myrdet

I Solo har Axel Steen lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet en del af et internationalt finansmiljø. Samtidig findes en indvandrer myrdet i Urbanplanen. Opklaringen trækker tråde til Axel Steens fortid.

"Jeg skriver om to meget forskellige miljøer," siger Jesper Stein. "Det ene spor er det rigeste Danmark, hvor Axel arbejder som sikkerhedsrådgiver i en investeringsbank, og det har været fascinerende at opleve, hvor overfladisk og profitfikseret det er, hvor meget penge bestemmer. Bogens andet spor er bandemiljøer i det fattigste Danmark i en ghetto i København, hvor løgnen stortrives, fordi den er et eksistensvilkår. Modsætningerne i de to miljøer giver et fedt drive."

Med masser af anmelderroser, og en øjeblikkelig placering øverst på boghandlernes bestsellerlister, tyder noget på, at det ikke kun er forfatteren, der er glad for atter at være i Axel Steens selskab. Jesper Stein oplever tit, at læserne er meget involverede i hovedpersonen.

”Det er fordi, han er et menneske på godt og ondt, han har mange dårlige sider, men der er også noget ægte og rent i ham, man kan spejle sig i hans dilemmaer og valg, og man kan håbe, at han træffer det rigtige valg, men man bliver tit skuffet," forklarer Jesper Stein.

Ultra noir succes

Jesper Stein har en baggrund som kriminalrapporter og litteraturjournalist. I 2012 debuterede han som skønlitterær forfatter og har siden modtaget flere priser, blandt andet boghandlernes Gyldne Laurbær. SF Film har sikret sig filmrettighederne, og Jesper Stein er godt i gang med at etablere sig som internationalt forfatternavn.

”Mine bøger er ultra noir. I udlandet er alle skandinaviske forfattere jo noir, selv om meget af det nordiske er meget livsstilspræget og fuld af gode sjæle med de rigtige meninger – dem er der ikke nogen af i mine bøger," giver Jesper Stein som bud på, hvad der adskiller hans bøger fra krimikollegernes bøger.

Artiklen bringes i samarbejde med Politikens Forlag.

Jesper Stein

SOLO

408 sider 300 kr.

Politikens Forlag

Publiceret 10 November 2018 06:00

SENESTE TV