Bilister stikker af fra ‘Bilka-buler’ i stor stil: Sådan undgår du irriterende parkeringsskader

Nordjyderne er de værste til at stikke af fra såkaldte Bilka-buler – skarpt forfulgt af sjællænderne

parkering Fænomenet er kendt som en såkaldt ‘Bilka-bule’: At komme ud til sin bil, der havde fået en skade, mens den stod parkeret.

Og for at gøre ondt værre, så må ejeren af bilen i langt de fleste tilfælde selv betale for at få bilen på værksted, da vedkommende, der har lavet skaden, i ni ud af ti tilfælde ikke har givet sig til kende ved eksempelvis at lægge en seddel med sine kontaktoplysninger.

Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Yougov har foretaget for sammenligningstjenesten Samlino.dk.

I undersøgelsen svarer omkring halvdelen af alle danske bilister, at de har oplevet at komme ud til sin bil, der havde fået en skade, mens den var parkeret. Og af dem måtte 86 procent konstatere, at den anden bilist var kørt fra stedet uden at dele sine kontaktoplysninger.

Glemsomme jyder

På landsplan er det især bilister på Sjælland og i Nordjylland, der 'glemmer' at give sig til kende - her svarer henholdsvis 91 og 92 procent, at de har oplevet, at den anden bilist er kørt fra stedet uden at lægge sin kontaktoplysninger.

Hos Gjensidige Forsikring kan man nikke genkendende til det kedelige mønster:

"Vi har en gennemsnitsskade på 5000 kroner på den her type skader. Den får man jo selv lov til at betale," siger kommunikationschef Trine Andrup, der påpeger, at kunderne også her har mulighed for at tegne en udvidet dækning, som friholder dem for selvrisiko ved disse typer af skader, hvor modparten ikke har givet sig tilkende."

For at undgå skader kan du følge disse råd:

1. Bak bilen ind i parkeringsbåsen. Det giver dig et meget bedre overblik, når du skal ud igen, og på den måde kan en del små uheld undgås.

2. Brug tid på at finde en anden parkeringsplads, hvis der kun er lidt plads i parkeringsbåsen eller nabobilen holder lidt skævt. Så undgår du skader, når du eller andre åbner bildøren.

3. Undgår at parkere ved siden af store varebiler. De kræver mere plads for at komme ud, og chaufførens udsyn er mere begrænset end almindelige personbiler.

vik

Hvis uheldet er ude:

1. Hvis du har forårsaget en skade, skal du lægge en seddel i forruden på den anden bil med dit navn, telefonnummer og din bils registreringsnummer.

2. Få kontaktoplysninger på eventuelle vidner - både hvis du selv har lavet skaden, eller du kommer ud til din bil, der har fået en skade.

3. Dokumenter hændelsen med billeder og video. I tilfælde af uenighed om skyld, hjælper det forsikringen, at bilens placering, eventuelle bremsespor og skader er dokumenteret.

Publiceret 15 September 2018 06:00

SENESTE TV