Stigende priser på sommerhuse

Stor forskel på priserne i Nordsjælland

sommerhus Helsingør er den kommune i Nordsjælland, der i årets første halvdel har trukket sommerhusmarkedets højeste priser, mens køberne i Frederikssund er sluppet billigst. Det viser tal fra Boliga.

I Frederikssund, der bl.a. tæller sommerhusområdet ved Jægerspris mellem Roskilde Fjord og Isefjord, har en gennemsnitlig sommerhuskvadratmeter nemlig kostet 12.433 kroner - eller hvad der svarer til, at et fritidshus på 70 kvadratmeter er gået for godt 870.000 kroner.

Det er under det halve af det, som køberne har givet i Helsingør Kommune, der i særdeleshed tæller ferieområdet ved Hornbæk. Her er en kvadratmeter sommerhus nemlig solgt for 31.825 kroner i årets første halvdel - altså hvad der svarer til, at et fritidshus på 70 kvadratmeter er gået for omkring 2,2 millioner kroner.

Stigende priser

Kvadratmeterpriserne i Nordsjællands dyreste sommerhus-kommune, Helsingør, er steget med godt 3.000 kroner i forhold til samme periode sidste år. Og den opadgående priskurve har sommerhussælgerne i Gribskov og Halsnæs Kommune også kunnet nyde godt af. Her er priserne nemlig også steget med omkring 3.000 kroner.

-vik

Priserne

Helsingør: 31.825 kr

Gribskov: 23.926 kr.

Halsnæs: 21.585 kr.

Frederikssund: 12.433 kr.

Boliga har opgjort den gennemsnitlige salgskvadratmeterpris for sommerhuse solgt i almindeligt frit salg i første halvår 2018. Der er kun medtaget kommuner med min. 20 sommerhushandler.

Publiceret 09 September 2018 09:00

SENESTE TV