Derfor skal du ikke tage piller på forhånd

Et flertal tager unødig medicin. “Det er en glidebane og en forvrænget opfattelse af medicin,” mener Apotekerforeningen

Af
Af Niels Philip Kjeldsen npk@sondagsavisen.dk

Knap seks ud af ti danskere har taget hovedpinepiller, selv om de ikke har ondt i hovedet. Indtaget af piller sker i et forsøg på at forebygge en eventuel hovedpine.

Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Danmarks Apotekerforening.

Men det er en dårlig idé, advarer Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening.

“Man skal lade være med at tage hovedpinepiller forebyggende. Man skal tage piller, når man reelt har hovedpine eller får symptomer på hovedpine. Det andet er en glidebane og en forvrænget opfattelse af, hvilken rolle medicin skal spille. Det kan få alvorlige konsekvenser at bruge medicin forkert,” siger Anne Kahns.

For rigtig mange danskere er overforbruget af hovedpinepiller gået så galt, at det har udviklet sig til kronisk hovedpine.

“Problemet er, at de her forskellige former for behandling kan udvikle sig til medicinoverforbrugshovedpine. Det betyder, at man får hovedpine af at tage medicinen, og så skal du tage flere piller for at lindre den hovedpine. Det bliver en ond cirkel, hvor man konstant føler, man har hovedpine,” forklarer Anne Kahns.

“Medicin er ikke slik”

Rigmor Højland Jensen, professor i hovedpine ved Dansk Hovedpinecenter, er ikke overrasket over, at så mange danskere tager hovedpinepiller forebyggende.

“Hovedpine er en folkesygdom. Der er cirka 100.000 danskere, der lider af medicinoverforbrugshovedpine, og det er et stigende problem,” siger Rigmor Højland Jensen i forbindelse med offentliggørelsen af tallene.

Hun forklarer videre, at man allerede risikerer at få medicinoverforbrugshovedpine, hvis man tager piller mere end to dage om ugen i gennemsnit.

Kan man så helt kategorisk afvise, at det eksempelvis virker at tage hovedpinepiller efter en bytur med alkohol for at forebygge hovedpine næste dag?

“Alt har jo noget med omfang at gøre. Men der er altså også den mulighed at drikke mindre alkohol. Der er også den mulighed at drikke masser af vand her i sommervarmen eller spise en saltholdig rugbrødsmad, når man kommer hjem. Hovedpine er kroppen, der reagerer på det, den har været udsat for,” siger Anne Kahns og uddyber:

“Man skal tage medicin, når man har behov for det, ikke før. Man skal huske, at medicin ikke er slik. Al medicin har en virkning, men det har altså også bivirkninger. Så det er vigtigt at være inde i, hvordan medicinen fungerer, før man tager det.”

Har du taget piller for at forebygge hovedpine?
Ja 59 %
Nej 40 %
Ved ikke 1 %
Næsten dobbelt så mange kvinder som mænd lider af medicinoverforbrugshovedpine. Det er typisk danskere mellem 30 og 50 år, der lider af konstant hovedpine.
Kilde: YouGov for Apotekerforeningen, 1.015 respondenter. Dansk Hovedpinecenter.

Publiceret 16 June 2018 06:00

SENESTE TV