Formand:

’I min verden er der 449 potentielle børn til Karlebo Skole"

Per Frost Henriksen fortsætter kampen for Karlebo Skole, trods få børn

Af
Peter Mailand

Peter Mailand

Selvom mange forældre mener, at Karlebo Skole er for lille og der i år kun starter fire børn, så fortsætter formanden for Børne- og skoleudvalget, Per Frost Henriksen (S), kampen for den lille skole.

“I min verden er der 449 potentielle børn til Karlebo Skole, så nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan gøre mere for at agitere for det tilbud for alle børn i hele kommunen,” siger han til Uge-Nyt.

Da der i år kun er indskrevet fire børn til skolestart på Karlebo Skole har forvaltningen i Fredensborg Kommune undersøgt, hvorfor forældrene valgte skolen fra. Børne- og Skoleudvalget skal mødes i næste uge for at drøfte sagen.

“Nu skal sagen behandles i udvalget, men jeg mener stadig, at vi kan knække kurven for nu skal vi se fremad og så må vi se hvordan vi kan agitere for det tilbud der er der ude til alle i hele kommunen,” siger han til Uge-Nyt.

I dag er der kun 38 børn, der er fordelt på to klasser, en fra 0.-2. og 3.-5. klasse, og det er for lidt, erkender Per Frost Henriksen.

“Det tilbud der er derude i dag er ikke godt nok. Så nu skal vi finde ud af, hvordan vi kan skrue det sammen, så vi kan gøre det bedre, men der er rigtigt gode trivselsmålinger og gode karakterer på Karlebo Skole, så  nu skal vi have forbedret det tilbud så det bliver interessant for hele kommunen,” siger han og anslår at der skal være 80-100 børn før det skolen ’kører rigtigt godt.’

“For at få flere indskrivninger til Karlebo Skole opfordrer jeg alle interessenter, forældreforening, skole, lærere, administration og politikere til at trække i samme retning. Vi skal stå sammen for at få det til at lykkedes,” siger han til Uge-Nyt.

 

Publiceret 13 April 2018 13:00

SENESTE TV