Obo-koncert i slotskirken

Søndag spiller Henrik Goldschmidt koncert i Fredensborg Slotskirke

I Fredensborg Slotskirke er der 11. marts klokken 16.00 besøg af solo-oboist i Det Kgl. Kapel Henrik Goldschmidt. Han gæster Fredensborg Slotskirke med koncerten “På flugt”, der i ord og toner fortæller om hans families dramatiske flugt fra nazisterne.

Henrik Goldschmidt er en markant og vidtfavnende figur på den danske musikscene. Ud over at være solooboist i Det Kongelige Kapel og en af verdens bedste klezmer-oboister er han kendt som ildsjælen bag en række initiativer, der lader potentielle fjender mødes i musikken og slutte venskaber på tværs af grænser.

Han er eksempelvis drivkraften bag det musikalske fredsprojekt The Middle East Peace Orchestra og stifter af Goldschmidts Akademi, som er en gratis musikskole på Nørrebro for muslimske, jødiske og kristne børn.

Denne eftermiddag er der mulighed for at høre Henrik Goldschmidt fortælle historien om sin egen families flugt gennem Nazi-Tyskland og om, hvordan familien nåede sikkert til Danmark og senere til Sverige. Der er gratis adgang.

Publiceret 10 March 2018 08:00

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV