Rullende biograf jagter sponsorer

Tovholder bag Open Air i Nivå vil til sommer rulle biografen rundt til de tre andre byer i Fredensborg og søger nu sponsorer

Af
Peter Mailand

Går alt efter planen skal den udendørs biograf 'Open Air', til sommer rulle rundt til alle fire byer i Fredensborg. Det mener Thomas Bernsen, der i de sidste tre år vist film under åben himmel i Nivå og det er herfra ideen er opstået.

“De sidste tre år har der været så god en stemning og så mange positive tilkendegivelser, så jeg tænkte, at det kunne være fedt at sprede det ud til de andre byer,” siger han.

Derfor vil biografen rulle rundt og vise film under mottoet 'En ny film i hver by'. Og filmen, der skal vises i de forskellige byer, skal afspejle de forskellige bysamfund, fortæller Thomas Bernsen.

“Det er fedt, at se film under åben himmel, og jeg kan godt lide at bade på Bjerre Strand i Humlebæk, og så tænkte jeg, det kunne være fedt at vise den franske dykkerfilm ”The Big Blue” af Luc Besson, med Øresund og Bjerre Strand i baggrunden,” siger han.

Derefter tænkte Thomas Bernsen på to film andre fil som lå lige for.

Underverdenen i Kokkedal

“I Slotshaven bag Fredensborg Slot, hvor de kongelige bor, vil jeg vise den danske film ”En Kongelig Affære” og på pladsen ved medborgerhuset Egedal i Kokkedal vil jeg vise den danske indvandregangster film ”Underverden”,” siger han til Uge-Nyt.

Fragmenteret kommune

“Fredensborg Kommune kan godt opfattes meget fragmenteret. Med Film i Fredensborg vil jeg forsøge at binde en sløjfe igennem alle byer og binde dem sammen til en helhed,” siger han til Uge-Nyt.

Men selvom det skal være gratis for publikum, så løber prisen for den rullende biograf op omkring 400.000 kr. Derfor efterlyser Thomas Bernsen nu sponsorer til projektet.

“Det helt unikke ved dette arrangement er at 500-600 mennesker ser den samme film på det samme lærred på samme tid. Det er ikke så tit det sker længere. Fredensborg kommune kan markere sig som en kommune der vil fremme fællesskabet blandt alle generationer og i alle fire store byer i kommunen,” siger han.

Publiceret 07 February 2018 09:30

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV