Ildsjæl fra Karlebo ansat i konsulenthus

Charlotte Blou Sand, fra Karlebo, er blevet ansat hos konsulenthuset Gravgaard & Partners i Hørsholm

Charlotte Blou Sand, er blevet tilknyttet som projektleder hos konsulenthuset Gravgaard & Partners i Hørsholm, der har speciale i IT-løsninger til store og små virksomheder.

Hun har 17 års erfaring med projektledelse på IT-løsninger og digitale projekter som både fastansat i forskellige digitale bureauer og freelancer. Her har hun blandt andet været ansvarlig for ledelse og projektudvikling på hjemmesider, e-handelsløsninger og kampagnesystemer.

Hos Gravgaard & Partners skal Charlotte Blou Sand styre og udvikle IT-projekter for virksomhedens kunder. Hun får ansvar for at afdække kundernes behov, sikre arbejdsprocesserne og den løbende dialog med kunderne.

”Jeg glæder mig til at skabe en bedre forretning og arbejdsforhold for vores kunder gennem målrettede og kundetilpassede IT-løsninger. Og så er det selvfølgelig min ambition at bidrage til, at Gravgaard & Partners udvikler sig og vokser, fordi vi har et stort potentiale,” siger hun.

Charlotte Blou Sand er 43 år gammel og bor med sin mand i landsbyen Karlebo, hvor de både har får og høns. I sin fritid kan hun godt lide at være ude i haven, at rejse rundt i verden, dyrke yoga og stå på ski og snowboard med sin mand og tre sønner. Charlotte Blou Sand er desuden formand i Forældreforeningen Karlebo, hvor hun arbejder aktivt for at bevare Karlebo Skole.

Publiceret 03 February 2018 07:30

Uge-Nyt Fredensborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Nyt Fredensborg
SENESTE TV