Nordsjællands Politi anholdt mandag en 26-årig mand fra Kokkedal efter han overfaldet sin kæreste.

Nordsjællands Politi anholdt mandag en 26-årig mand fra Kokkedal efter han overfaldet sin kæreste. Arkivfoto

Fængslet efter overfald:

Tvang kæreste med på livstruende køretur

26-årig mand fra Kokkedal truede med at slå kæreste og ufødt barn ihjel. Varetægtsfængslet i to uger

Af
Morten Timm

Mandag morgen blev en 32-årig kvinde udsat for et voldeligt overfald af sin 26-årige kæreste fra Kokkedal.

Nordsjællands Politi oplyser, at overfaldet begyndte i en lejlighed i Kokkedal, hvor kvinden først fik tildelt lussinger og derefter knytnæveslag i ansigtet, inden den 26-årige stak en finger hårdt i hendes ene øje.

Herefter blev hun tvunget med ud i en bil, og de kørte fra stedet. Undervejs blev hun slået igen og revet i håret, mens han kørte voldsomt rundt i Nivå.

Ifølge politiet truede den 26-årige mand med at slå hende og hendes ufødte barn ihjel. For at sætte alvor bag kørte han med høj fart mod en mur, dog uden at ramme ind i den.

Den 26-årige blev efterfølgende anholdt og tirsdag formiddag fremstillet i et lukket grundlovsforhør, sigtet for vold, trusler og for at fremkalde alvorlig frygt for andres liv og helbred.

Han er foreløbig varetægtsfængslet for to uger. Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan den sigtede forholder sig til sigtelserne.

Publiceret 30 July 2019 16:00