Politiets døgnrapport: Brand, indbrud og en stønner i toget

I løbet af den seneste uge har der været indbrud flere steder i Fredensborg Kommune

BRAND Der var brandudrykning søndag 24. februar kl. 19.46 til ild i en skraldespand, der stod i vejkrydset Byengen og Holmegårdsvej i Kokkedal. Ilden blev hurtigt slukket.

INDBRUD Mandag 25. februar blev der begået et indbrud i en villa på Fasanvænget i Kokkedal. Ved indbruddet der skete om aftenen mellem kl. 18.05 og 19.28 blev et vindue til soveværelset brudt op med et koben. Der var intet overblik over, hvad der blev stjålet, da sagen blev blev anmeldt til politiet.

FORSØG PÅ INDBRUD Onsdag 27. februar kl. 20.30 forsøgte ukendte gerningsmænd at bryde en terrassedør op til en villa i Kastaniens Kvarter i Nivå. De kom dog aldrig ind i huset.

HASH En 20-årig mand fra København blev torsdag 28. februar set af en patrulje, da han sad i en bil på Niverødgårdsvej i Nivå sammen med to andre personer. Den 20-årige havde en pose med en mindre mængde hash i hånden, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

STØNNER I TOGET Torsdag 28. februar havde en 19-årig kvinde fra Nivå en ubehagelig oplevelse i kystbanetoget mellem Humlebæk og Espergærde. Kvinden steg på toget og fandt en plads i den midterste vogn, hvorefter en mand satte sig ved siden af hende. Han begyndte at gnubbe sig op ad kvinden og stønne hende i øret. Manden beskrives som mellemøstlig af udseende, 55-60 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden. Han gik mærkeligt og var iført sort/mørkegrå strikhue, mørk regnjakke og medbragte et rødt indkøbsnet med hvid tekst på.

INDBRUD Smykker, ure og kontanter. Det var udbyttet fra et indbrud i en villa på Sørens Allé i Humlebæk. Ved indbruddet der blev begået mellem fredag 1. marts kl. 9 og lørdag 2. marts kl. 7 blev et vindue brudt i villaen brudt op.

Kilde: Nordsjællands Politi og Nordsjællands Brandvæsen

Publiceret 06 March 2019 06:00