To biler brændte ud og en tredje blev beskadiget ved bilbranden i Egedalsvænge i Kokkedal. Foto: Morten Timm

To biler brændte ud og en tredje blev beskadiget ved bilbranden i Egedalsvænge i Kokkedal. Foto: Morten Timm Foto: Morten Timm

Politirapporten: Bilbrande, indbrud og vejvrede

I løbet af den seneste uge har der været indbrud flere steder i Fredensborg

VEJVREDE Mandag 11. februar kl. 17.26 anmeldte en 34-årig mand fra Nivå, at han kort forinden havde været udsat for vejvrede på Egevangen ved rundkørslen nær Fredensborg Rådhus. Her havde han holdt i sin bil, da en mand med høj fart var kommet kørende mod rundkørslen. Manden standsede sin bil og beklagede sig over, at anmelder holdt, så han ikke kunne komme forbi. Anmelder gik derefter ud af bilen og sparkede ud i luften efter mandens bil, da denne kørte fra stedet igen. Manden kom derfor tilbage, tog fat i anmelder og ruskede ham. Anmelder fik ved sammenstødet en rift over venstre øjenbryn samt en hudafskrabning. Herefter forlod anmelder stedet. Manden beskrives som: dansk af udseende, 25-45 år, ca. 175 cm., muskuløs af bygning, hvid i huden med karseklippet lyst hår og lyse skægstubbe. Iført strikket pullover og jeans. Talte dansk. Kørte i en grå Mercedes personbil.

TYVERIFORSØG Mandag 11. februar kl. 18.31 anmeldte en 56-årig kvinde fra Fredensborg, at hun klokken 12.45 havde været udsat for forsøg på tyveri på Tinghusvej. Hun havde været på apoteket, hvor hun lagde sin pung i tasken, mens en mand stod ved siden af. Da kvinden efterfølgende gik mod Parkvej, kom manden bagfra og forsøgte at lyne kvindens rygsæk op. Det opdagede hun dog og bad ham om at forsvinde, hvorved manden skyndte sig på italiensk at spørge om, hvordan man kom til centrum. Manden beskrives som: sydeuropæisk af udseende, ca. 30 år, 160-165 cm., spinkel af bygning, hvid i huden og med sort mellemlangt hår, som stak ud under en hue. Iført blå hue og blå parkacoat og medbragte mørk rygsæk. Talte engelsk og italiensk.

PROMILLEKØRSEL En mandlig bilist fra Fredensborg blev tirsdag 12. februar kl. 04.43 standset på Jernbanegade. Et alkometer viste, at han havde en promille på 2,06, hvilket langt overskred det tilladte niveau. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel. Nu skal en blodprøve fastslå den præcise promille.

VIGEPLIGT En 28 årig kvinde Hillerød er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt i forbindelse med et trafikuheld tirsdag 12. februar kl. 10.15 på Helsingørsvej i Fredensborg. Den 28-årige kørte ud fra Shell-tanken på Helsingørsvej og skulle svinge mod nordøst. Her kørte hun sammen med en bil ført af en 56-årig kvinde fra Fredensborg, der kørte ad Helsingørsvej i sydvestgående retning.

NARKOKØRSEL En 18-årig mand fra Kokkedal blev onsdag 13. februar klokken 23.00 standset på Usserød Kongevej. Narkometer viste, at han var påvirket af euforiserende stoffer, og han blev derfor sigtet for narkokørsel.

INDBRUD I Rosenhaven i Kokkedal mellem fredag 8. februar kl. 12 og onsdag 13. februar kl. 8.30. Vindue opbrudt. Koster: intet overblik.

INDBRUD På Gl. Strandvej i Humlebæk, begået0 torsdag 14. februar fra kl. 10.30 til kl. 19.30. Et værelsesvindue opbrudt og lille vindue i samme værelse knust. Intet overblik over stjålne effekter ved anmeldelsen.

NARKOBILIST En 24-årig mandlig blev fredag 15. februar kl. 00.18 stoppet på Nivåvej af en patruljevogn. Et narkometer viste, at 24-årige var påvirket af euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Derudover blev han sigtet for at køre bil i frakendelsestiden.

BILBRAND Nordsjællands Politi formodede i første omgang, at der er tale om påsat ild, der natten til tirsdag 12. februar førte til to udbrændte biler på Egedalsvænge i Kokkedal. Nærmere undersøgelser viser, at branden opstod i forbindelse med loddearbejde. En kassevogn og en personbil udbrændte, mens en anden personbil havde brandskader på venstre side. Begge personbiler af mærket Mercedes.

BILBRAND Mandag 18. februar kl. 1 blev der meldt om brand i en BMW personbil i Kokkedal. Bilen var parkeret på Mellemengen, hvor et vidne så to personer smide noget ind i bilen, inden den brød i brand. To 'nabobiler' blev beskadiget, og det skal nu undersøges, om det er mulig at finde årsagen til bilbrandene.

INDBRUD på Lågegyde, Kokkedal, lørdag 16. februar mellem kl. 17 og 20.15. Indgang via opbrudt stuevindue. Stjålne genstande: Smykker.

INDBRUD på Græsager i Kokkedal i tiden fra fredag 8. februar kl. 17 og søndag 17. februar kl. 14.40. Tre vinduer opbrudt med ukendt værktøj. Stjålne genstande: Smykker.

INDBRUD i Nivå, Mågevej, søndag 17. februar mellem kl. 15 og 20.50. Indstigning: stuevindue udtaget. Stjålne genstande: smykker og ellers intet overblik.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 19 February 2019 07:00