Seks-syv ukendte unge stod torsdag aften bag et gaderøveri mod en 17-årig dreng.

Seks-syv ukendte unge stod torsdag aften bag et gaderøveri mod en 17-årig dreng. Modelfoto

17-årig truet med kniv:

Frarøvet ring og pung

Gruppe på seks-syv unge eftersøges for gaderøveri i Nivå

Af
Morten Timm

En 17-årig dreng fra Tisvildeleje blev torsdag aften kl. 21.06 udsat for et gaderøveri ved Islandshøjparken i Nivå, oplyser Nordsjællands Politi.

Her blev den 17-årige, der var sammen nogle kammerater, pludselig antastet af en gruppe på seks-syv unge. Med kniv blev han truet til at udlevere sin pung og en ring, mens en af hans kammerater, en 19-årig mand fra Birkerød, blev sparket i ryggen.

Bagefter forsvandt gerningsmændene fra stedet. Nordsjællands Politi har ikke oplyst noget signalement.

To gaderøverier i sidste uge

I sidste uge blev der også anmeldt to gaderøverier. En 45-årig kvinde blev truet med kniv og frarøvet sin taske på gaden i Nivå, og en 70-årig kvinde blev kort forinden skubbet omkuld.

I begge tilfælde var der tale om to unge gerningsmænd.

Publiceret 01 February 2019 11:45