To familier må af med 5000 kr. hver, fordi de grillede i den åbne - og meget tørre - natur. Foto: Mostphotos

To familier må af med 5000 kr. hver, fordi de grillede i den åbne - og meget tørre - natur. Foto: Mostphotos

Dyr grill i Nivå Havn: 5000 kr. i bøde

Nordsjællands Politi: Nul tolerance med afbrændingsforbud

Af
Fred Jacobsen

Det blev en særdeles dyr grilleftermiddag for to familier i henholdsvis Nivå Havn og Mikkelborg Park lørdag eftermiddag: Begge familie kan se frem til en udgift på 5000 kr. - altså oven i det, grilleftermiddagen ellers har kostet.

"Vi fører en nul tolerance-politik i forhold til forbuddet. Det betyder, vi udskriver bøder med det samme," fortæller vagtchef hos Nordsjællands Politi, Ole Hestbech.

Lørdag ramte denne linje så en svensk familie, der holdt grillparty i Mikkelborg Park. Kl. 14.46 blev hyggen afbrudt, da politiet kom forbi, bad familien slukke for grillen og efterlod et bødeforlæg.

Noget tilsvarende oplevede en familie, der grillede ved Nivå Havn, kl. 15.16: Også de måtte slukke grillen og fik stukket en bøde på 5000 kr. i hånden.

Sådan er forbuddet

Nordsjællands Politi har i forbindelse med det gældende afbrændingsforbud udsendt en meddelelse på Twitter, hvor politiet blandt andet henviser til Beredskabsstyrelsens hjemmeside, hvor man kan læse mere om afbrændingsforbuddet i de enkelte kommuner.

For Hørsholm og Fredensborg kommuner gælder følgende siden afbrændingsforbuddet blev udstedt den 7. juni:

"Forbuddet gælder afbrænding i det fri, afbrænding af bål, anvendelse af ukrudtsbrændere samt anvendelse af grill i naturen. Forbuddet gælder dog ikke anvendelse af grill i private haver, hvor grillen er placeret på fliser eller lignende".

Publiceret 15 July 2018 10:02

SENESTE TV