Tricktyv snød ældre dame for 12.000 kroner

75-årig kvinde forsøgte at skubbe mand væk fra hæveautomat

Af
Morten Timm

En 75-årig kvinde fra Fredensborg blev onsdag kl. 9.35 udsat for et pågående og frækt tricktyveri, da hun ved Nordeas pengeautomat i Jernbanegade skulle hæve et beløb.

Kvinden havde sat kortet i automaten og indtastet koden, da hun blev forstyrret af en udenlandsk udseende mand. Den 75-årige forsøgte at skubbe ham væk, så hun i ro og mag kunne hæve sine penge, oplyser politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.

Men da hun efterfølgende kontaktede banken fik hun til sin forbavselse oplyst, at der var hævet 12.000 kroner på kortet, der ligeledes var væk.

"Tricktyven har i forvirringen tilsyneladende både nået at aflure koden og stjæle hævekortet," siger Henrik Sejer, der tilføjer, at politiet nu vil granske videoovervågning på stedet for at komme på sporet af gerningsmanden, som de ikke har andet signalement end, at han er af udenlandsk udseende.

Henvendelse i sagen kan ske til Nordsjællands Politi på tlf. 1-1-4.

Publiceret 28 June 2018 12:01

SENESTE TV