93-årig med rollator oppe imod fire tricktyve

Afviste først to mænd og var igen på vagt overfor to kvinder, som slog til ud for hendes bopæl. Men det knækkede ikke den ældre dame fra Humlebæk

Af
Morten Timm

Morten Timm

En 93-årig kvinde fra Humlebæk havde luret, at der måske var tale om tricktyve, da en bil mandag kl. 14.44 på Linde Allé - efter en tur i Netto på Torpenvej - kørte op på siden af hende, hvorfra to mænd henvendte sig.
Ifølge Nordsjællands Politi viste de et kort og spurgte om vej på et fremmed sprog, men den 93-årige afviste dem og fortsatte med sin rollator turen hjem.
Netop som hun skulle kigge i sin postkasse troppede to kvinder op. De pegede på den enes mave og snakkede noget om en baby.
Den ældre dame var igen agtpågiven, men pludselig tog den ene kvinde fat i armen på den 93-årige, som om hun ville hjælpe hende. Det fik hun også afvist, men da hun kom indenfor opdagede hun, at en lomme i tasken var åben og hendes hævekort var væk.
Hun ringede straks til banken og fik spærret kortet, oplyser vicepolitikommissær Henrik Hattel fra Nordsjællands Politi.
Den ældre dame har til politiet beskrevet den ene mand som 20-40 år, ikke etnisk dansker af udseende, hvid i huden, almindelig af bygning, kort sort hår og briller. Han talte et fremmedsprog og var kørende i en hvid bil.
Den ene af to kvinde beskrives ligeledes som 20-40 år, ikke etnisk dansker af udseende, men hvid i huden, 160-165 cm høj og almindelig bygning samt langt sort hår.
Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der mener at have set tricktyvene. Henvendelse kan ske på 1-1-4.

null

Publiceret 28 February 2017 16:15

SENESTE TV